Aalborg har afleveret ansøgning om at blive Kulturhovedstad 2032

Aalborg Kommune har taget endnu et skridt i kampen om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032. Mandag blev den første ansøgning, den såkaldte bidbook, afleveret til Kulturministeriet.
Ansøgningen er resultatet af mere end 500 dages forberedelser, hvor borgere, kulturaktører, virksomheder, foreninger, frivillige og kommuner fra hele Nordjylland har bidraget.
Siden ambitionen blev offentliggjort i foråret 2025, har mere end 3.000 nordjyder bidraget med idéer og perspektiver. Der er samtidig kommet 116 konkrete projektforslag til det kulturprogram, der kan blive en del af Aalborgs kandidatur.
"Det er en stor dag for os. Bidbooken markerer afslutningen på et meget omfattende og ambitiøst forberedelsesarbejde, hvor utroligt mange mennesker har bidraget med idéer, viden og engagement. Vi afleverer en ansøgning, som bygger på et stærkt nordjysk fællesskab og en tro på, at kultur kan være en drivkraft for udvikling, sammenhængskraft og internationale samarbejder. Nu glæder vi os til at præsentere vores vision for juryen," siger Morten Koppelhus, kulturchef i Aalborg Kommune.
Aalborg skal præsentere visionen i november
I midten af november skal Aalborg Kommune præsentere bidbooken for en EU-udpeget ekspertjury. Juryen afgør herefter, hvilke byer der går videre til næste fase.
I 2032 skal både en dansk og en bulgarsk by være Europæiske Kulturhovedstæder.
"Vi er naturligvis både stolte og glade for at være nået hertil. Det er en vigtig milepæl for Aalborg Kommune og hele Nordjylland. Det stærke engagement, vi har oplevet gennem processen og del folkelige opbakning, viser, at ambitionen om at blive Europæisk Kulturhovedstad allerede har samlet mennesker på tværs af kommunegrænser, sektorer og fællesskaber. Jeg ser meget frem til at præsentere vores bidbook for juryen i november og fortælle den nordjyske historie om ambitioner, fællesskab og kultur. Samtidig ved vi, at der fortsat ligger et stort arbejde foran os, hvis vi går videre til næste runde," siger borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand-Jensen.
Hvis Aalborg går videre, skal kommunen udarbejde en mere omfattende bidbook, som skal afleveres og præsenteres i efteråret 2027. Den endelige danske vinder forventes udpeget senere i 2027.
Fakta
- Aalborg Kommune har afleveret sin første ansøgning om Kulturhovedstad 2032.
- Ansøgningen er afleveret til Kulturministeriet.
- Mere end 3.000 nordjyder har bidraget til projektet.
- Der er indkommet 116 konkrete projektforslag.
- Aalborg skal præsentere ansøgningen for en ekspertjury i november.
- Den endelige danske kulturhovedstad for 2032 forventes udpeget i 2027.
- I 2032 udpeges både en dansk og en bulgarsk Europæisk Kulturhovedstad.






Accepter kun nødvendige cookies